Andelsboligforeningen Rynkebakken af 1993 er en etableret boligforening i hjertet af Lejre by, der har været aktiv siden 1993. Bebyggelsen er seniorboliger beregnet som helårsboliger for beboere uden hjemmeboende børn.
Andelsboligforeningen Rynkebakken af 1993 er oprettet med henblik på at danne rammen om et modent fællesskab, der hviler på social indstilling og gensidig respekt. Det er en bebyggelse for beboere uden hjemmeboende børn, og hvor vi tilstræber en så varieret fordeling mellem beboerne, hvad angår alder og køn, som muligt. For at sikre såvel dette som den bedst mulige beboersammensætning, hvad angår køn og alder, inviterer bestyrelsen aktuelle ansøgere til en samtale for at kunne træffe det rigtige valg af ny andelshaver.
Vi holder øje med hinanden og hinandens boliger, til glæde og tryghed.
De beboere, som har tid og lyst, mødes hver tirsdag eftermiddag til en snak i fælleshuset. En gang om måneden arrangeres fællesspisning af skiftende beboere. Derudover samles beboerne til foreningens fødselsdag, julefrokost og diverse andre arrangementer. Hvert år holdes et beboermøde, hvor stort og småt diskuteres, og nye ideer bringes op.
På den årlige generalforsamling træffes alle væsentlige beslutninger, og bestyrelsen sørger for den daglige drift i samarbejde med foreningens administrator.
Foreningen har investeret i lademulighed for El-bil ejere - pt. har vi 4 boliger der bruger den service.
System til ejer-, andel-, grundejer- og alle andre typer af foreninger administreret af boligforeningsweb.dk (Globalt: anyhoa.com)